Tilplantning af lysåbne naturtyper fører til en reduktion af både naturtypens areal og naturindhold, da den naturlige vegetation fortrænges af en mere artsfattig og fremmed vegetation. På sigt gælder reduktionen ikke blot det tilplantede område, da der meget ofte sker spredning af de tilplantede arter til de omkringliggende arealer.
Påvirkning
Et eksempel hvor tilplantning har uheldige påvirkninger er klithede med sommerhusbebyggelse. Den naturlige klithede vegetation er fortsat tilstede i en kortere årrække efter opførelsen af sommerhuse. Typisk sker der dog massiv plantning af især Bjerg-Fyr og Rynket Rose for at skabe læ. Disse arter har stort spredningspotentiale, og i mange områder i Danmark optræder de invasivt både indenfor sommerhusområdet, men efterhånden også udenfor i klithederne, som er friholdt for bebyggelse og beplantning. Rynket Rose kan også danne store krat på strandoverdrev og strandvolde foran sommerhuse, og efterhånden reducere de lysåbne arealer betragteligt. Mellem sommerhusene er vækstvilkårene ændret grundet opvoksende træer og buske og sommerhusområdet får efterhånden et parkagtigt præg, hvor den oprindelige klithede stort set er fortrængt af buskads og plæner efter blot 20 år.
Et andet eksempel er tilplantning af heder med nåletræer, som har været en meget almindelig praksis indtil de tilbageværende heder blev beskyttet. Fra nåleskovsområder omkring hederne sker der kontinuerlig spredning af nåletræer ind i hederne, hvor der derfor skal foretages rydning af opvoksende træer og buske med jævne mellemrum. Dette sker ikke altid, og mange steder er hedearealer derfor gået meget tilbage i areal. Et andet problem med tilplantning omkring heder er, at afbrænding til foryngelse af heden mange steder ikke længere er mulig pga. brandfaren for de omkringliggende plantager. Mange heder er derfor domineret af gamle lyngbuske med stort indslag af Revling. Sådanne "gamle" heder har et relativt lavt naturindhold, da de varme sandede steder, som bla. understøtter en rig leddyrsfauna, er forsvundet under et tykt førnelag.
Kan der gøres noget?
Læs mere i afsnittet om Beplantning med omtanke