Predation, det at rovdyr æder byttedyr, fører under naturlige forhold sjældent til udryddelse, idet rovdyrene, når der bliver få byttedyr af en art, vil søge andre føde emner for at optimere deres vækst og udbredelse. Predationen har selvfølgelig betydning for udbredelsen af byttearter. Predationsfølsomme paddearter yngler fx i lavvandede vandhuller uden fisk og mange jordrugende vandfugle yngler i store lavtliggende og åbne områder, hvor de har fritudsyn og redetræer for kragefugle samt områder til rævegrave ikke findes
Når predation så alligevel bliver en trussel for en række arter er det blandt andet på grund af menneskeskabte ændringer som uddybning af vandhuller, plantning af træer og afvanding. Opdeling af landskabet (fragmentering) spiller også ind, idet mange rovdyr er mere mobile end byttedyrene og fx også benytter kompensationsforanstaltninger som faunapassager i højere grad. Der til kommer den direkte eller indirekte menneskelige påvirkning, der øger bestanden af rovdyr som undslupne mink, forvildede huskatte og et ensartet landskab, der favoriserer f.eks. kragefugle og store mågearter.
Særligt problematisk er predation i småvandhuller, på strandenge og på småøer. Småvandhuller rummer ikke naturligt fisk. Dette kan skyldes, at de enten er for isolerede, at de lejlighedsvist udtørrer l. at de rummer for lidt ilt i varme somre eller eller at de bundfryser i kolde vintre. Men ved menneskets direkte eller indirekte hjælp kommer spredes de alligevel til vandhullet, pga. udsætning, spredning via dræn, gravede grøfter eller andet. I små vandhuller kan rovdyret ikke benytte optimal fouragering og æder derfor til der ikke er flere byttedyr.
På strandenge, småøer og holme yngler mange terner, måge- og vadefugle på jorden, blandt disse nogle af de mest truede fuglearter i Europa, bl.a. Sortterne, Brushane og Engryle. De jordrugende arter er særligt udsatte overfor for prædation fra f.eks. ræv, mink og store måger som Svartbag og Sølvmåge.
Kan der gøres noget?
Se afsnittet om genopretning og regulering