Opdyrkning, bebyggelse og anden intensiv udnyttelse af naturarealerne har igennem tiden ført til et fragmenteret landskab. De bedste arealer med habitatnaturtyper, repræsenteret ved f.eks. artsrige overdrev, heder, skove, rigkær osv. ligger typisk isoleret. De har så stor indbyrdes afstand, at planter og dyr ikke har mulighed for at udveksle genetisk materiale imellem bestandene eller at sprede sig til nye arealer.
Etablering af spredningskorridorer og trædesten kan derfor have betydning for dyr og planters spredning i landskabet. Særligt vigtigt er det at passe godt på de eksisterende naturlige ledelinier og trædesten, da mange arter tager lang tid om at vænne sig til sig nye spredningsveje. Etablering af faunapassager under vejanlæg har vist sig brugbare for en række arter, bl.a. Odder. Effekten af både sammenhængende spredningskorridorer og trædesten stiger med størrelsen og mindskes med afstanden til det nærmeste naturareal. Trædesten skal ofte være så store at de kan rumme mindre levesteder, hvor en plante kan sætte frø og spredes videre, eller hvor et dyr kan søge føde og få energi eller yngle og få afkom. Meget små trædesten eller korridorer virker kun for få arter, ofte de mest almindelige og tilpasningsdygtige.
Korridorer og trædesten kan fungere hhv. som spredningskorridorer, hvor en art benytter et læhegn, et vandløb, en grøftekant eller lign. for at transportere sig selv imellem to levesteder - eller levestedskorridorer, hvor arealet har en sådan størrelse, at nogle arter kan opretholde en levedygtig bestand, og hermed modvirke fragmentering og isolering af de enkelte arter og naturtyper. Korridorer og trædesten kan f.eks. etableres ved at gennemgå det potentielle naturareal i et givet område (f.eks. naturbeskyttelseslovens § 3 arealer, ekstensivt drevne skove mm.), og så inddrage disse arealer i en fremtidig plan, sådan at disse arealer er med til at binde landets natura 2000-områder sammen.