Vandløb næringsberiges (eutrofieres) gennem direkte eller indirekte udledning af næringsstoffer. De ekstra næringsstoffer påvirker dyre- og plantelivet i og omkring vandløbet. I selve vandløbene er det primært udledning af iltforbrugende stoffer, der har en indvirkning på miljøet, mens naturen tæt på vandløbet kan påvirkes af høje niveauer af næringssalte.
Næringsberigelse fra atmosfæren er af marginal betydning.
Udledning af iltforbrugende stoffer kommer fra dambrug, renseanlæg, regnvandsbetingede udløb, ejendomme med dyr, samt spredt bebyggelse. Også marker dyrket med husdyrgødning kan bevirke en udledning til vandløbene.
Udledning af næringssalte sker primært fra dyrkede landbrugsarealer, men også fra ovennævnte punktkilder. Næringssalte fra landbruget kan udledes enten direkte til vandløbene via overfladeafstrømning fra marker, eller indirekte via dræn og grundvand.
Udledning i forbindelse med akutte uheld med f.eks. gylletanke eller rensningsanlæg, giver også store problemer for livet i vandløbene.
Eksempler på arter der er beskyttede af EU-Habitatdirektivet og som påvirkes af næringsberigelse i vandløbene være snæbel, laks, bæklampret, flodlampret og havlampret. Af naturtyper påvirkes især vandløb med vandplanter, kildevæld, kær og moser.
Hvordan påvirker næringsberigelsen dyre- og plantelivet i vandløb?
Udledningen af iltforbrugende stoffer giver dårligere levevilkår for fisk og vandlevende organismer, opdeling af bestande eller i værste fald, total udryddelse af arter. Ofte medfører udledning af iltforbrugende stoffer et meget artsfattigt dyreliv, med udelukkende store mængder af få, næringstolerante organismer. Slam, der aflejres på vandplanterne, udvikling af biofilm, algevækst m.v. på overfladen af planterne, kan hæmme eller helt umuliggøre plantevækst på stedet. Udledningen af iltforbrugende stoffer kan endelig føre til dannelse af så kraftig en biofilm på gydegrus, at dette lukker helt til og ikke kan benyttes ved gydning for f.eks. laksefisk og lampretter.
Udledningen af næringssalte har ikke særlig stor påvirkning på vandløbsplanter.
Udledningen af næringssalte og iltforbrugende stoffer i vandløb kan ved oversvømmelse føre til påvirkning af kildevæld, moser og kær.
Kan der gøres noget?
Udledningen af iltforbrugende stoffer og næringssalte til vandløb kan helt fjernes eller nedsættes så meget, at påvirkningen er minimal. Løsningsmuligheder er nærmere beskrevet i afsnittet om Begrænsning af næringsstof berigelse til vandløb.

Gydegrus for laksefisk og lampretter i Villestrup Å, sammenkittet af en fedtet biofilm, bestående af bakterier, svampe og mikroalger. Biofilmen er opstået på grund af udledningen fra dambrug.