Tilførsel af ekstra næringsstoffer (kvælstof og fosfor) til naturligt næringsfattige plantesamfund som heder og højmoser medfører, at nogle få næringsstofelskende og hurtigtvoksende arter (f.eks. brændenælder og visse græsarter) breder sig og udkonkurrerer de mange lavtvoksende og lyskrævende arter, der er tilpasset næringsfattige forhold. Resultatet bliver en langt mere artsfattig og ensformig natur, domineret af nogle få konkurrencestærke arter af græsser og urter.
Nogle naturtyper er mere følsomme overfor næringsstoftilførsel end andre. Det gælder blandt andet højmoser, heder, overdrev, klitter, egekrat og visse kær. Disse naturtyper tager skade af blot små, årlige mængder af overskydende næringsstoffer sammenlignet med mere robuste naturtyper som f.eks. strandenge. Når belastningen med næringsstoffer er så høj, at en naturtypes artssammensætning og økologi viser begyndende ændringer, taler man om at naturtypens tålegrænse er overskredet. Det vurderes at over 50 % af de danske naturområder modtager mere kvælstof end de kan tåle.
Læs mere om tålegrænser i afsnit 4.3 i faglig rapport fra DMU nr. 596
Ved manglende drift kan næringsstofbelastning accelerere tilgroning med vedplanter, hvorved sjældne og karakteristiske arter forsvinder.
Hvor kommer næringsstofferne fra?
Overgødskning (eutrofiering) af naturområder kan enten ske i form af direkte tilførsel af gødning eller ved indirekte gødningstilførsel via luft, vand eller jord. Den indirekte tilførsel omfatter primært kvælstofnedfald fra luften (ammoniak og kvælstofoxider), men også udvaskning af næringsstoffer (både kvælstof og fosfor) fra dyrkede marker til fugtige naturtyper som kildevæld, kær og moser samt søer og andre vandområder.
Det naturlige niveau for nedfald af luftbåren kvælstof er under 5 kg N/ha/år, men i dag er den gennemsnitlige kvælstofbelastning i Danmark helt oppe på 20 kg N/ha/år. De gennemsnitlige tal dækker dog over store lokale variationer afhængig af den lokale husdyrtæthed og ruheden (højdeforskelle i form af bakker, skove o. lign.) af naturområderne. I skovbryn har man f.eks. målt en belastning på over 100 kg N/ha/år. Der kan også ske tilførsel af næringsstoffer til naturområder ved jordfygning og erosion fra dyrkede jorder (primært fosfor), ved overgræsning, hvor dyrene får tilskudsfoder, og ved tilgroning med kvælstoffikserende planter som gyvel, der opsamler luftens kvælstof (primært heder og overdrev).
Kan der gøres noget?
I nogle naturtyper kan man, i det mindste i en årrække, neutralisere effekten af eutrofieringen ved at sørge for græsning, høslet, rydning, afbrænding eller andre former for pleje, som fjerne plantemateriale og dermed næringsstoffer fra arealet. Kvælstof kan, i modsætning til fosfor, i et vist omfang også fjernes ved udvaskning eller denitrifikation (bakteriel nedbrydning til luftformigt kvælstof).
Det er dog ikke muligt at løse problemet ved næringsstofbelastning ved pleje alene. Nogle naturtyper kan ikke tåle f.eks. afgræsning, og pleje forhindrer ikke, at sjældne og karakteristiske arter udkonkurreres af græsser o. lign.
Det er derfor i nogle tilfælde, især omkring særligt sårbare naturtyper, afgørende, at der reduceres i belastningen fra kilderne til henholdsvis den luftbårne (link ) og den vandbårne næringsstofforurening (link). Hvor resultatet af næringsstofbelastning er tilgroning med høje urter eller vedplanter, er høslet, slåning eller kratrydning med fuldstændig fjernelse af det afslåede materiale de plejetiltag, der medfører størst mulig næringsstoffjernelse. På heder er tørveskrælning en af de mest effektive metoder til kvælstoffjernelse. Næringsstoffjernelsen ved afgræsning er mere beskeden.
Læs mere om de plejetiltag, der kan afhjælpe tilgroning, der er et resultat af den øgede næringsstofbelastning
Græsning
Hedepleje
Høslæt
Rydning af krat