Høslæt er når man høster vegetationen på f.eks. eng, strandeng, overdrev eller mose for at producere hø. Høslæt var tidligere afgørende for at sikre kreaturerne vinterfoder.
Høslæt er, lige som græsning, en form for vedligeholdende pleje og har i udgangspunktet mange ligheder med græsning: Det forhindrer tilgroning, sørger for at de lave lyskrævende plantearter fremmes, og fjerne af plantemateriale og dermed næringsstoffer fra arealet.
Der er dog også en række forskelle:
- Høslæt er ikke selektiv - dvs. alle arter høstes i en vis højde, hvorimod græssende dyr vælger netop de arter de bedst kan lide. Græssende dyr vrager f.eks. ofte vækster der har torne eller smager dårligt, og "skarpe" arter med kiselholdige blade ædes først i anden omgang. Sådanne planter gavnes altså mere ved græsning end ved høslæt.
- Der fjernes en større mængde næringsstoffer fra arealet ved høslæt end ved græsning, idet dyrene ved deres gødning giver en del tilbage til naturen. Høslæt er derfor mest effektiv, hvor en vis reduktion af jordbundens næringsstofpulje er ønskelig, hvilket ofte er tilfældet på tidligere gødskede arealer.
- Dyrenes klove og hove giver ved græsning en kraftig påvirkning af jordoverfladen. Dette betyder en dårligere overlevelse for arter, der er følsomme for tråd, men er på den anden side til fordel for frøforyngelse generelt og især for en- og toårige arter, der behøver blottet jord for at kunne forynge sig fra frø. Høslæt kan dog give en meget rig flora. Faktisk er nogle af de højeste registrerede artstætheder af planter i Danmark fra ferske enge, der drives med høslæt. Det skyldes bl.a., at der her kan trives en række arter, der ellers er ret følsomme for bid og tramp, i hvert fald i vækst- og blomstringsfasen.
Engblomme er en af de arter som fremmes af høslæt frem for græsning. Den er derfor gået stærkt tilbage i de seneste årtier, hvor høslæt er blevet sjældent. Engblommen er her fotograferet på Stavad Enge, et af landets største arealer, som stadig drives ved høslæt.
Som udgangspunkt vil det på et naturareal være bedst at efterligne de historiske driftsformer, der oprindelig skabte de lysåbne naturtyper i et bestemt område. De fleste enge har f.eks. i tidens løb været påvirket af både græsning og høslæt, oftest således, at høslæt med eftergræsning var det oprindelige. Nu har græsning (eller total driftophør) efterhånden har taget helt over i takt med, at enghøet mistede sin betydning som vinterfoder.
Høslæt kan dog have en række praktiske og økonomiske fordele. Bl.a. spares udgifter til dyrehold (anskaffelse, hegning, tilsyn m.v.), og høslæt kan ofte gennemføres billigere og mere fleksibelt end græsning på især små og spredtliggende arealer. Høslæt kan også være en fordel, hvis plejen skal tage særligt hensyn til at beskytte arter, der dårligt tåler tilstedeværelsen af græssende dyr, i hvert fald i dele af året. Det kan dreje sig om jordrugende fugle i yngletiden eller planter, der er særligt følsomme for tramp og afbidning, inden de når at blomstre og sætte frø. En kombination af høslæt og græsning vil ofte være en ideel plejeform, og svarer til den oprindelige.