Naturarealer er meget dynamiske og under konstant udvikling. Tilgroning er under naturlige forhold en væsentlig del af denne naturlige udvikling, som også kaldes succession. Store dele af Danmark ville således under naturlige upåvirkede forhold være dækket af løvskov. Dele af naturen ville imidlertid også naturligt være lysåben pga. meget næringsfattige forhold eller påvirkning/forstyrrelse fra vand, vind, jordskred eller dyrs aktiviteter. Det gælder for naturtyper som f.eks. højmoser, strandenge, kilder, klitter, heder, skrænter samt overdrev, enge og kær som afgræsses af hjortevildt, får og okser.
Kombinationen af lysåben natur og områder med krat og skov giver naturligvis den højeste biodiversitet, men levestederne for de specielle dyre- og plantearter, der er knyttet til den helt lysåbne natur er under hårdt pres, fordi den lyskrævende urtevegetation er blevet skygget væk i de seneste årtier.
Lysåbne naturtyper som strandenge, ferske enge, moser, heder og overdrev har igennem århundreder været udnyttet til græsning og/eller høslæt, som helt op til 1950´erne stort set foregik uden brug af kunstgødning. Denne udnyttelse fastholder et udviklingsstadium med en lavtvoksende og artsrig vegetation. Denne vegetation, som ofte skal beskyttes i Natura 2000-områderne, består af plantearter, der tåler, eller ved deres vækstform undgår at blive bidt eller slået af.
Tilgroningen starter, når græsning ophører, græsningstrykket nedsættes eller der sker en næringsberigelse af de næringsfattige naturtyper. Dette giver ændringer i konkurrenceforholdene i plantesamfundet. Højtvoksende planter, der forekom spredt og som lave individer i den græssede og slåede vegetation, kan nu vokse op og brede sig. Derved skygger de for lavtvoksende plantearter, som får forringede vækstbetingelser. Ved vækstsæsonens afslutning er der desuden dannet et lag af vissent plantemateriale, som yderligere skygger for de lave plantearter, og som forhindrer fremspiring af enårige arter. Efterhånden som tilgroningen skrider frem vil flere af de lavtvoksende plantearter blive skygget væk og uddø, og typisk vil enkelte af de højtvoksende arter blive meget dominerende.
I moserne består de dominerende planter typisk af Tagrør, Almindelig Mjødurt, Kær-Star og Lådden Dueurt. Et sådant plantesamfund med høje urter og græsagtige planter kan etableres i løbet af få år, og antallet af plantearter falder derfor meget hurtigt. Gradvist vil der ske en opvækst af træer og buske som Rød-El, Grå-Pil og Dun-Birk, og de omdanner den lysåbne mose til en skovsump. Dermed ændres jordbund, lysforhold og vandstand yderligere, og den oprindelige lysåbne mosevegetation forsvinder helt på bekostning af mere skyggetålende skovbundsplanter.
Overdrev og heder gror ofte til i Brombær, Ene, Slåen, Hvidtjørn, Eg, Bævre-Asp, Almindelig Hyld og forskellige arter af Rose. De stikkende træer og buske vrages af græssende dyr og er derfor en naturlig, og beskyttet, del af hede- og overdrevsnaturen. Hertil kommer tilgroning med invasive arter, som næsten fuldstændigt udelukker andre plantearter. Disse beskrives i et selvstændigt afsnit "Invasive arter".
Tilgroningen med træer og buske kan både ske som en langsomt fremadskridende proces ved et lavt - moderat græsningstryk, eller tilgroningen kan ske relativt hurtigt efter ophør af græsning og slåning.
Hede under tilgroning
Kan der gøres noget?
Læs mere i afsnittene om
Græsning
Hedepleje
Fjernelse af krat
Høslet