Områdebeskrivelse Området består af det lavvandede brakvandsområde omkring Venø og den ca. 8 km lange og op til 1,5 km brede Venø, der er beliggende i Limfjorden umiddelbart nord for Struer i den sydvestlige del af Limfjorden. I området indgår desuden enkelte strandenge på strækningen nord for Struer. Vigtigste naturværdier Området er udpeget for at beskytte en række arter og naturtyper. Det lavvandede område omkring Venø rummer 117 ha kystlagune og enkelte små strandsøer, som er internationalt prioriterede naturtyper. Langs Venøs vestkyst og især på den nordlige spids omkring den lavvandede Nørskov Vig findes strandeng og hede af både national og international betydning. Desuden findes der mindre arealer med klithede, kalkoverdrev og surt overdrev. Området har desuden betydning for bestande af Klyde, der yngler på strandengene ved Nørskov Vig, samt for trækgæsterne Hvinand, Toppet Skallesluger og Stor Skallesluger, der raster i Venø Sund, samt for Dværgterne, der på nationalt plan er i tilbagegang. Der findes yderligere både Spættet Sæl og Stavsild i området. Trusler mod områdets naturværdier Der er foretaget en tilstandsvurdering for de fleste af områdets naturtyper. På hver lokalitet er tilstanden beregnet ud fra en række registreringer i felten af økologiske forhold (struktur) og artssammensætning. Næringsstofbelastning udgør en væsentlig trussel mod de marine naturtyper omkring Venø. De åbne vandområder er følsomme overfor næringsstofbelastning, og fremstår derfor i dag med en forringet vandkvalitet. Områdets funktion som rasteplads for trækfugle er således truet af forringede fourageringsmuligheder. Tilgroning med buske og træer er et stort problem for især strandvolde og forland langs kysten, mens strandengsarealerne og hederne er sårbare overfor evt. ophør af græsning eller øvrige plejeforanstaltninger. Andre trusler Ikke-hjemmehørende arter som Rynket Rose og Bjerg-Fyr kan på sigt blive en trussel mod flere af områdets naturtyper. I Limfjorden udgør både den ikke-hjemmehørende Butblæret Sargassotang samt fortsat muslingeskrab en stor trussel mod de marine naturtyper. Butblæret Sargassotang er hurtigvoksende, og kan true udbredelsen af de naturligt forekommende brunalgearter som f. eks. Savtang, Sukkertang og Fingertang. Igangværende pleje og genopretning En lille del af området er omfattet af Vejsbjerge fredningen, som har til formål at bevare området med den naturtilstand, der fandtes ved fredningens ikrafttræden. Der er i området indgået enkelte græsningsaftaler (MVJ-ordningen).  | | Kreaturer ved Venø sund |
|