Forside Forside
Alfabetisk oversigt Alfabetisk oversigt
Send til en ven Send til en ven
UdskrivUdskriv
 
 
Emner



55 Stavns Fjord, Samsø Østerflak og Nordby Hede


Stavns Fjord. Fladvandet område der tørlægges ved lavvande.

Områdebeskrivelse
Natura 2000-området omfatter Nordby Hede, hele Stavns Fjord samt et havområde med øer uden for fjorden. Nordby Hede og Stavns Fjords opland var i jægerstenalderen dækket af havet, og landskabet fremstår i dag fladt med enkelte karakteristiske bakker, der også omfatter holmene i Stavns Fjord.

De marine områder består af Stavns Fjord samt dele af Nordby Bugt og Lindholm Dyb.

Vigtigste naturværdier
Området er udpeget for at beskytte en lang række arter og naturtyper, og indeholder enestående naturværdier med mange sjældne arter og naturtyper.

Langs kysten af Stavns Fjord og småøerne inde i fjorden er der et bælte af strandeng. Strandengen er bedst udviklet ved Hesselholm, der er kendt for sin store forekomst af gul engmyre og sjældne plantearter som smalbladet hareøre. På kystskrænter og på gamle strandvolde ud til fjorden samt på både de indre og de ydre øer findes overdrev. De mest artsrige overdrev findes blandt andet på Hjortholm, hvor der er forekomst af gul engmyre, og ved Kanhavekanalen.

De få rigkær ligger inden for strandengene i overgangszonen til overdrev, hvor der er fremsivning af grundvand. I den nordlige del af habitatområdet ligger Nordby Hede, som består af klithede med en række af grå klit langs havet.

Stavns Fjord er en stor lavvandet bugt, men havet ud for også indeholder rev og sandbanker med lavvandet vedvarende dække af havvand.

Stavns Fjord og øerne øst herfor er et kerneområde for terner. Den mest almindelige er havterne med over hundrede ynglepar. Dværgterne er en af de mest sjældne ternearter, da den kun yngler ved uforstyrrede strande. Desværre er antallet af ynglepar reduceret i de seneste årtier. Herudover er der enkelte ynglepar af fjordterne og splitterne, samt klyde, ederfugl og skarv. Fløjlsand, sortand og sangsvane raster i området.


Stavns Fjord - skarvkoloni på Yderste Holm.

Bosserne er udlagt til sælreservat, og spættet sæl yngler her.

Området har i det hele taget meget stor naturværdi, og flere af naturtyperne er meget velbevarede med artsrig vegetation og sjældne arter.

Der er foretaget en tilstandsvurdering for de fleste af områdets naturtyper. På hver lokalitet er tilstanden beregnet ud fra en række registreringer i felten af de økologiske forhold (struktur) og artssammensætning.

Trusler mod områdets naturværdier
Kvælstofbelastning fra luften udgør især en trussel mod klitter og sure overdrev, der er særligt følsomme overfor luftbåren forurening med kvælstof.

Kvælstofnedfaldet i Natura 2000-området ligger mellem 10 og 16 kg N/ha/år, hvilket betyder at tålegrænsen formodes at være overskredet for de mest følsomme og artsrige forekomster af klitter og overdrev. For strandenge, rigkær og de fleste kalkoverdrev er tålegrænsen ikke overskredet.

Næringsstofbelastning i Stavns Fjord har ført til forringelser af bundvegetationen. På større vanddybde er der sket en voldsom reduktion af bundvegetationen, bl.a. af ålegræs, hvilket formentlig skyldes de gentagne iltsvind. I farvandet øst for Stavns Fjord konstateres der næsten årligt iltsvind, og dette kan have negativ påvirkning af revenes bundfaunasamfund.

Tilgroning af træer, buske og høje urter er især et problem for klitheden, den grå klit og overdrevene. Tilgroningen er en trussel mod den lavtvoksende og lyskrævende vegetation, der er karakteristisk for de lysåbne naturtyper. Der er afgræsning eller pleje på en stor del af strandengene, men overdrev og klitter har et stort plejebehov.

Andre trusler
Ikke-hjemmehørende arter som fx rynket rose, vadegræs og kæmpe-bjørneklo er en alvorlig trussel mod flere af områdets naturtyper og arter. Forstyrrelser kan være en trussel mod ynglende fugle og sæler.


Besser Rev

Igangværende pleje og genopretning
Hele Natura 2000-området er fredet og udlagt til vildtreservat. Inden for Stavns Fjord-fredningen har der gennem mange år udført naturpleje på en lang række arealer, heriblandt Nordby Hede, Hjortholm, Mejlesholm og Yderste Holm samt på flere strandengsarealer langs fjorden. Der er desuden i hele Natura2000-området indgået græsningsaftaler (MVJ-aftaler) på 44 % af arealet med beskyttede naturtyper.

Området er endvidere udlagt som vildtreservat for at sikre ynglefugle og sæler mod forstyrrelse.


Mejlesholm. Loer i strandengen

 

 

Basisanalysen
Natur (pdf)

Tillæg til basisanalyse (pdf)


Arter og naturtyper
Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside

Naturtyper
Fugle
Plante- og dyrearter


 
 


Vand- og naturplaner  - Miljøcentrene
Til toppen