 Skovbevokset tørvemose med birk
Områdebeskrivelse
Natura 2000-området består af fem separate delområder, der ligger inde i et større overvejende løvskovsområde, Eldrup og Løvenholm-skovene. Ca. 75 % af området er dækket af skov.
Det sydvestlige delområde Eldrup Skov indeholder udelukkende skov, Løvenholm Langsø indeholder udelukkende sø mens de tre andre delområder, Gjesing Mose, Sømose og Kragmose indeholder en blanding af skov og lysåbne naturtyper. En del af Natura 2000-området har tidligere været en del af et meget stort højmosekompleks som bl.a. omfattede Fuglsø Mose i øst og Pindstrup Mose i vest. Vigtigste naturværdier Løvenholm Langsø tilhører en sjælden dansk søtype, en såkaldt Drepanocladus-sø, og dens tilknyttede plante- og dyreliv er enestående og sjældent for Danmark. Alle søerne i området er brunvandede, og bortset fra Løvenholm Langsø er størsteparten af søerne og de mere eller mindre lysåbne moser opstået sekundært som følge af tørvegravning i tidligere højmoser. Det er mest udtalt i Gjesing Mose, hvor tørven på store arealer er næsten helt bortgravet. Efter endt tørvegravning er der opstået "nye" naturtyper som f.eks. brunvandede søer, hængesæk af tørvemosser, tidvis våd eng med blåtop og skovbevokset tørvemose på arealerne. I Sømose findes stadig et mindre parti højmose, som er en rest af den oprindelige natur i Natura 2000-området. Store dele af især Sømosen er groet til af selvsåede træer og består i dag af naturtypen skovbevoksede tørvemoser, hovedsageligt domineret af birk. Hele delområdet Eldrup Skov er udlagt som urørt naturskov af Løvenholm Skovdistrikt. Området er fredet i 1969, og består af knap 200-årig bøg med stort indslag af vintereg. Der er foretaget en tilstandsvurdering for de fleste af områdets kortlagte naturtyper. På hver lokalitet er tilstanden beregnet ud fra en række registreringer i felten af de økologiske forhold (struktur) og artssammensætning. Trusler mod områdets naturværdier Næringsberigelse Luftbåren kvælstofforurening udgør en aktuel trussel mod de særligt kvælstof-følsomme naturtyper som højmose, hængesæk, hede, brunvandede søer samt skovkanter og overgangszoner. Næringsberigelsen kan medføre, at højtvoksende urter, græsser og vedplanter udkonkurrerer lavtvoksende og lyskrævende nøjsomhedsarter, som er karakteristiske for naturtypernes plantesamfund. Tilgroning og udtørring. De tidligere højmoser i Sømose og Gjesing Mose er som nævnt næsten helt tilgroet i birkeskov. Dette er sket som følge af afvanding i forbindelse med tørvegravningen, men også kvælstoftilførsel fra luften kan accelerere tilgroningen af de næringsfattige naturtyper. Der skal derfor foretages en afvejning mellem genskabelse af de tidligere højmoser og sikring af de nuværende skovbevoksede tørvemoser. Begge naturtyper er sjældne og er højt prioriteret. Andre trusler Invasive arter i området er nåletræarter som sitka-gran og bjerg-fyr. De brunvandede søer er truet af forsuring og skovdrift. Igangværende pleje og genopretning Hele delområdet Eldrup Skov er udlagt som urørt naturskov. |