Områdebeskrivelse Området udgøres af 1/3 marine områder, der består af kystnære arealer ud for den vestlige del af Mors. Den øvrige del af området består mest af relativt store arealer med strandenge, der er beliggende nedenfor den gamle kystskrænt ved Limfjorden. Området er en værdifuld fuglelokalitet for flere yngle- og trækfugle.  Ålegræs
Vigtigste naturværdier
I området findes der flere naturtyper, som i kraft af deres relativt store arealmæssige udstrækning eller deres høje naturkvalitet er af enten regional eller national betydning. Således forekommer der relativt store arealer af større lavvandede bugter og vige, samt af strandenge. Af andre vigtige naturtyper må især nævnes kystlaguner og strandsøer, der er beliggende indenfor strandengene, samt strandoverdrev og mindre arealer med rigkær og væld. Som fuglelokalitet er området især værdifuldt for ynglefuglene Klyde, Havterne, Dværgterne og Brushane, samt for trækfuglene Lysbuget Knortegås og Hjejle. Odder færdes her også. Der er foretaget en tilstandsvurdering for de fleste af områdets naturtyper. På hver lokalitet er tilstanden beregnet ud fra en række registreringer i felten af de økologiske forhold (struktur) og artssammensætning. Denne tilstand er truet af de nedenfor nævnte trusler. Trusler mod områdets naturværdier Næringsstofbelastning fra luften udgør især en trussel mod de kvælstoffølsomme naturtyper. Det gælder særligt for rigkærene, hvorimod strandengene er vurderet som værende mindre kvælstoffølsomme. Tålegrænsen vurderes at være overskredet for rigkærene. De marine naturtyper er fortsat truet af tilførsel af kvælstof og fosfor fra land. Tilgroning med træer og buske udgør indtil videre ingen trussel, idet at der fortsat sker afgræsning på en stor del af strandengene, dog er flere strandenge ved f.eks. Karby under kraftig tilgroning med Tagrør. Vegetationen er dog generelt så høj at tilgroning vurderes at udgøre en trussel mod strandengenes græsdominerede naturtype på lang sigt. Unaturlige vandstandsforhold som følge af grøftning er ikke konstateret i området. Ikke-hjemmehørende arter som fx Rynket Rose er ikke konstateret på f.eks. strandoverdrevene. Men det er en art, der bør holdes øje med. Området ved Karby anvendes i et vist omfang til hundeluftning, hvilket er et forstyrrelsesmæssigt problem for fuglelivet. Predation: Fuglene i området trues især på fødegrundlaget i fjorden, den stigende bestand af Sølvmåge og Mink prederer på fugleæg og unger, samt for lavt eller for højt græsningstryk på strandengene. Muslingeskrab truer de marine naturtyper. Igangværende pleje og genopretning
Hovedparten af naturarealerne plejes ved hjælp af afgræsning. (MVJ-aftaler)
|