Når der udarbejdes Natura 2000 planer, skal der fastsættes målsætninger for naturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for. Formålet er at bevare eller genoprette gunstig bevaringsstatus for naturtyperne og arterne.
Målsætningen sker bl.a. ud fra en vurdering af naturtypernes og levestedernes nuværende tilstand, som baseres på data fra kortlægningen af Natura 2000 områderne.
Tilstanden vurderes ud fra et system, som beskriver 5 klasser for naturtilstand. Klasserne og deres farve på kort er:
-
Høj tilstand (Mørkegrøn)
-
God tilstand (Grøn)
-
Moderat tilstand (Ravgul)
-
Ringe tilstand (Lyserød)
-
Dårlig tilstand (Postkasserød)
I klasse 1 og 2 er tilstanden god nok til, at en naturtype kan bevares med sine karakteristiske arter, hvis den ikke skades og eventuel nødvendig drift og pleje gennemføres. Tilstandsklasse 1 og 2 opfylder under de forudsætninger kravet til gunstig bevaringsstatus.
For kl 3 og 4 er tilstanden så stærkt forringet, at naturtypen næppe kan bevares på stedet på lang sigt uden både engangsindgreb og efterfølgende løbende pleje.
Arealer i klasse 5 er som regel få, fordi de er hårdt skadet. I praksis har det nemlig vist sig, at mange arealer er så ødelagte, at de slet ikke registreres som en naturtype efter habitatdirektivet, selvom de stadig er omfattet af Naturbeskyttelsesloven.
Ved målfastsættelse skal det grundlæggende sikres, at tilstanden og det samlede areal af naturtyper og levesteder for de arter, som områderne er udpeget for og som er i klasse 1 og 2, er stabile eller i fremgang. Samtidig skal det sikres, at naturtyper og levesteder i klasse 3-5 udvikler sig imod klasse 1-2, og at deres areal er stabilt eller i fremgang.
Ved målfastsættelsen skal det også besluttes om der ønskes urørt, dynamisk natur i et område, ligesom modstridende interesser i forhold til fremme af forskellige naturtyper skal afvejes.
De nærmere regler om målfastsættelsen i Natura 2000-områderne er fastlagt i bekendtgørelse om klassificering og fastsættelse af mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder, som trådte i kraft den 15. juli 2007.
Bekendtgørelsen fastsætter endvidere kriterierne for inddeling i tilstandsklasser for en række naturtyper. Tilstandvurderingerne for disse naturtyper kan ses på kort ved at klikke på kortboxen.
Bekendtgørelsen bemyndiger Skov- og Naturstyrelsen til at fastsætte kriterier for tilstandsvurdering af de øvrige naturtyper og levesteder.